Bare du havde været der
Prædiken 16 søndag efter Trinitatis
“Bare du havde været der”, siger de to søstre, Martha og Maria. Døden har været på besøg og skabt et brud og en erfaring af fravær. Jesus var der ikke. “Bare du havde været der”, siger de begge to. Vi kender dem ellers bedst som de to modsætninger, den praktiske Martha med fokus på, at alt fungerer som det skal, og den kontemplative Maria, der kan lade alt omkring sig sejle, når bare hun kan fordybe sig i det åndelige.
“Bare du havde været der”, siger de nu begge to helt enslydende. Her er ingen forskel. Deres reaktioner er helt ens. Måske fordi alle mennesker ville reagere sådan. Når noget går galt, går vi straks igang med at finde en forklaring. Det skal have en mening. Og Gud er garanten for den yderste mening, meningen med livet og døden. “Bare du havde været der”, så havde Lazarus stadig været i live og det havde alt sammen stadig givet mening.
Der er nærvær og der er fravær, enten er Jesus der eller også er han der ikke, og mellem de to er der en grænse, der adskiller Martha og Maria fra Jesus, mig fra dig, mit liv fra meningen med mit liv. “Bare du havde været der”. Men det var du ikke. Du var det andet sted. Adskilt fra mig. Og derfor giver det altsammen ikke længere mening. Nu er alt tabt.
Men Jesus bliver harm på dem. Det er som om han harmes over, at de ikke har forstået noget som helst. De har ikke forstået, at nok var han der ikke, men han var der alligevel. Og den kirkelige tradition har været så vis at placere salme 139 som tekst i dag, for han kunne ligeså godt have citeret den som respons, og jeg vil derfor læse noget af den igen. Der står:
“Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. Siger jeg: »Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig«, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset”. Sl 139,1-12
Det er ord, vi kan høre igen og igen, og måske også har brug for at høre igen og igen, fordi vi som søstrene også reagerer ved at sige: “Bare du havde været der”. Jeg tror ikke jeg forstår salmens ord, men de giver alligevel så god mening. Jeg forstår dem ikke, men jeg tror på dem helt og fuldt, hver gang de bliver læst op foran kisten og alle dem, der har mistet.
Ligegyldig hvor jeg er, vil Gud også være. Jeg kan aldrig sige: Hvis bare du havde været der, for det, der gør Gud til Gud, at Gud ikke kun er på den ene side af en grænse, men på begge sider, både i fraværet og nærværet, og leder min hånd og holder den fast, uanset, hvor end jeg er. Og fordi Gud er sådan, på begge sider af grænsen, så inddrager Gud også mig i denne underfulde forening mellem himmel og jord, mellem liv og død.
Det er for underfuldt til at jeg forstår det, for det er netop ikke noget, man kan forstå. Det er noget, man kan tro. Det underfulde er underfuldt, fordi det krydser grænsen mellem dig og mig, mellem nærvær og fravær, mellem mennesker og Gud, jord og himmel, og forener dem. Det underfulde får alt det, vi er midt i til at fremstå som et under. En samhørighed af alt, hvad der findes.
Søren Ulrik Thomsen har skrevet et digt om opstandelsen, der lyder sådan her:
Som jeg sidder her ved Gate C27
Og ser ud på flyet med den romantiske tåge
Bliver det klart, at jeg allerede er et andet sted
Et sted, hvor hverdagen er mere end rigelig,
Og det er så mærkeligt, at vi virkeligt skal dø
Men tanken om opstandelsen ikke mærkeligere
End at vi virkelig findes.
Thomsen sidder i en lufthavn, et mærkeligt sted, der ikke har mening i sig selv ud over at være en overgang fra et sted til et andet. Men overgangen får ham til at fundere. Han bliver han mindet om, at hans liv en dag får en ende, noget der er umuligt at forestille sig. Hvad betyder det, at vi ikke er mere? Vi kan ikke forestille os det endegyldige fravær, dødsriget, som salmen kalder det. Det er ligeså mærkeligt, som at vi overhovedet er her.
Vi kigger på stjernerne og opdager, hvor små vi er og det helt og aldeles ubegribelige, at vi midt i det store tomme rum kan bevæge os rundt, drikke kaffe, ae en kat, plukke blomster, blive våde af regnen. I forhold til det, så er opstandelsen ikke mere mærkelig. For opstandelse er forbundet med denne undren, med det underfulde, at det ene øjeblik fandtes vi ikke, og det næste er vi her, at den hverdag der er så rigeligt af, ikke er modsætningen til himlen.
Kristus er grænsegængeren, der er på begge sider af grænsen mellem himmel og jord, og dermed forbinder himmel og jord. Det er derfor han bliver så harm, når Martha og Maria og alle de andre siger: “Bare du havde været her”. For Jorden er ikke længere adskilt fra Gud. Gud er hos os, og vi er hos Gud. Jorden kan kun forstås i lyset af himlen. Hverdagen er ikke længere bare hverdag, den der er så rigelig af, den er en del af evigheden.
Da er opstandelse ikke noget, der sker engang i et fravær, der til den tid bliver til nærvær. Opstandelse er erfaringen af, at hvert et øjeblik er underfuldt. At evigheden og det, vi sidder midt i nu, den hverdag der er så rigeligt af, hører sammen. Vi er midt i evigheden. Vi er hos Gud og Gud er hos os – indtil den dag, hvor Gud bliver alt i alle.
Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen