Prædiken Septuagesima

Jeg beder for dem, 

der mangler en virkelighed

at lægge deres længsler ned i. (Søtrup)

Sådan lyder en bøn, jeg læste den anden dag: Dem, der mangler en virkelighed at lægge deres længsler ned i. Den slog mig nok, fordi jeg lige havde læst lignelsen om de tre, der får givet hver nogle talenter, og hvor den sidste af dem graver sin talent ned i jorden af frygt for at miste den. Han har ikke nogen virkelighed at lægge sine længsler i, så han lægger dem bare ned i jorden. Jeg tror vi alle kender det, at vi længes efter noget, vi længes efter mange ting, men længslen får aldrig krop, den bliver aldrig udmøntet i handling, den bliver aldrig til virkelighed. I stedet for at åbne vores sind imod vores omverden og stræbe imod virkeliggørelse, så forbliver det en længsel, der fordi den ikke bliver taget alvorligt lagrer sig som en skuffelse, som noget dødt inde i os, hvor den tynger os og gør os stive i stedet for bevægelige og i stand til at skabe kontakt og engagement og forbindelse til omverden. Længslen fandt aldrig en virkelighed at lægge sig i. 

Lignelsen om talenterne kommer i et forløb, der handler om at være årvågen. Vi ved aldrig, hvornår det hele er slut. Så hvis vi ikke vågner op og lever vores liv nu, så er det slet ikke sikkert, at det nogensinde kommer til at ske. Det er slet ikke sikkert, at vi opdager den rigdom, som vi har fået givet. 

En talent var på Jesu tid en en ufattelig stor sum penge og fungerer i denne lignelse som et billede på det liv, vi hver især har fået givet. Nogle har ganske vist fået givet flere talenter end andre, det kan et hurtigt kig ud over vores klode bevidne, men grundlæggende, så er vi alle fået betroet et liv af ufattelig stor værdi. Spørgsmålet er, hvordan vi opfatter dette liv. Er livet noget, der kan opbevares og sikres, eller er livet noget, der aldrig står stille og kun får betydning i interaktion med andet liv? 

Lignelsen her taler sit tydelige sprog. Livet er ikke noget statisk, der kan opbevares og sikres, eller graves ned, som den sidste af de tre mænd gør. Livet kan kun leves i samspil og interaktion med alt andet liv. Så når Jesus til allersidst konkluderer, at den der kun har lidt skal få taget det lidt fra sig, mens den der har meget skal få endnu mere, så lyder det måske umiddelbart koldt, usympatisk og decideret ukristeligt, men skal forstås som en kategorisk afvisning af, at liv nogensinde kan holdes i live ved at blive gravet ned. Intet liv kan forstås og give mening kun i sig selv. 

Alligevel sidder jeg lidt tilbage med en fornemmelse af, at lignelsen her godt kan underbygge en form for heroisme, at vi alle skal være x-faktor helte, og at de 99% af os, der ikke formår det, kan sidde tilbage med en følelse af at være fortabte og dømt ude. Eller i det mindste degraderede til b-holdet. For vi sidder alle med drømme og længsler, der ikke fik en virkelighed at lægge sig i, men i stedet sidder i kroppen som myoser og i sindet som vrissenhed og en svag hovedpine. Hvad med os, er vi fortabte? Og vil det sige, at det er de succesfulde, dem der går med hele gevinsten i Løvens hule, dem der får katapulteret deres karriere i x-faktor, der bliver frelst?

Vi kan lige høre Rytteriet for os, de to rige mænd fra Hellerup, der sidder i deres sarte silkeskjorter og laksefarvede trøjer over ryggen med et glas rosévin og udbryder: “De fattige er altså bare så kedelige og triste at se på. De skulle hellere tage ud at shoppe, det kommer man altid i godt humør af, og så skulle de altså købe noget ordentligt tøj, proppe champagneflasken op og smile lidt mere. Skål!”. De to kan rigtig bekræfte hinanden i, at deres overflod og overskud skyldes deres generøsitet og positive livssyn, og vi kan spørge, om det er dem om hvem lignelsen siger: “For enhver som har, til ham skal der gives, og han skal have i overskud”. Men det kan da umuligt være der, Jesus vil hen?

For det første er det vigtigt at understrege, at talenter ikke er nogen, vi selv har skabt. De er givet os. Vi har simpelthen fået det hele givet. Og det årvågne menneske, der bringer sine talenter i spil, bliver nok i en vis forstand rigere, men kun i kraft af forbindelserne til alle de andre og al den naturlige rigdom, uden hvilket der ikke var noget at spille sammen med. De er den virkelighed, vore længsler kan lægge sig i. Så ikke alene har vi fået vores talenter givet. Men rigdommen ved at dele ud af talenterne er en delt rigdom. 

For at forstå, hvad der er på spil, kan det være en god idé at bruge byen som billede. Vi taler i dag om talenter, som er et økonomisk begreb. I gamle dage bestod byen af en samling af huse, på græsk oikos, heraf ordet økonomi. Huset var økonomiens grundpille og dermed også byens forudsætning. Det var her talenterne lå. Og for at kunne skabe en by har vi brug for, at husene hver især bringer deres talenter i spil ved at specialisere sig i en mangfoldighed af forskellige funktioner, der tilsammen kan skabe den helt ufatteligt komplekse konstruktion, som byen er, både fysisk og socialt. Jeg kan ikke reparere en computer eller bygge et bord, jeg kunne aldrig have opfundet elektricitet eller bygget et kraftværk. Jeg kan have brug for en jurist, en psykolog, en sagsbehandler, eller præst, for jeg kan ikke være det hele på en gang. Men så længe jeg kan min ting, og de andre kan deres, og vi kan finde måder at udveksle vores viden, kompetencer og ydelser med hinanden, så kan vi hver især blive ufatteligt meget rigere, end vi kunne hvis vi hver især skulle klare alting selv. 

Vores udfordring er imidlertid, at vi glemmer, at talenterne er givet os og at den rigdom, vi kan nyde i dag, skyldes samspillet mellem de mange, også dem der kæmper med at blive en del af det samspil. Vi glemmer hvor meget vi er forbundet og hvor meget vi skylder hinanden, også dem der har slidt sig selv i stykker på fabrikker i verdens fattige lande, så vi kan få billigt mærketøj, vi kan smide ud, så snart vi finder noget nyt at kaste vores interesse over. Vi glemmer taknemmelighed over for kassedamerne, kloakørerne, poderne, hjemmehjælperne, Wolt-budene, rengøringsassistenterne og det kommunale saltningsvæsen. Vi glemmer dem, der har det svært ved at finde forbindelser til alle de andre i byen, dem, der aldrig fandt en virkelighed at lægge deres længsler i, fordi ingen hjalp dem med at finde ud af, hvordan. Vi glemmer hinanden. 

Og endnu vigtigere, vi glemmer at det alt sammen er underfuldt. Vi glemmer den allervigtigste dimension, som er forudsætningen for det hele, at den Gud, hvorfra al rigdommen stammer, selv satte alle talenter på spil og risikerede alt for os. Så når myoserne værker og hovedpinen strammer til, fordi længslerne endnu engang forblev inaktive og ikke fandt en virkelighed at lægge sig i, så må vi tro på, at Gud har fundet en virkelighed at lægge sine længsler i, nemlig dig og mig og det utrolige skaberværk, som vi er en del af. 

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.